Lav en forretningsplan
Du har allerede din idé på plads, og er klar til at få styr på nogle af de første praktiske ting som selskabsform, budgettering, lovgivning, finansiering osv. Du er nu klar til netværksmøder, og kan få råd og sparring om din forretningsplan, Business Model Canvas (BMC) og meget andet.
Herunder kan du få inspiration til hvordan du kan lave en forretningsplan, udfylde din BMC, lægge et budget, registrere din virksomhed og få et CVR nummer. Derudover kan du få et overblik over de tilbud vi har for iværksættere.
Gratis rådgivning
Hos startHER har vi flere rådgivningsvirksomheder tilknyttet, og du kan få 6 timers gratis rådgivning indenfor bl.a. regnskab, finansiering, markedsføring, sociale medier, forsikring og jura. Det er ikke meningen at rådgivningen skal bruges til udførelse af faktiske opgaver.
Hjælp til forretningsplan
Business Model Canvas (BMC) er en metode, beregnet til forretningsudvikling, som bruges til at beskrive og udvikle en forretningsmodel for din virksomhed. Skabelonen indeholder 9 byggesten, som alle har indflydelse på hinanden, og på den måde kan man benytte det til at skabe udvikling. Du kan downloade skabelonen herunder.BMC Skabelonen kan hjælpe dig med:
- Strukturere og virkeliggøre egne visioner.
- Samle faktuel viden og overbevisende informationer.
- Træffe bedre forretningsmæssige beslutninger.
- Overbevise banker/investorer om, at man er værd at satse på.
- Være forberedt, og dermed få mere ud af rådgivningsmøder.
Læg et budget
Budgettet udgør en meget vigtig del i forbindelse med planlægning af dine mål og strategi for virksomheden – men budgettet er ikke kun vigtig for dig og din virksomhed, den er også vigtig for eksterne interessenter, såsom banker, realkreditinstitutter osv., hvis de skal låne dig penge.Det vigtigste formål med at lægge et budget er, at skabe så nøjagtigt et billede af virksomhedens udvikling i den kommende periode som muligt.Budgettering giver dig et samlet billede af den forventede økonomiske udvikling i virksomheden, og hjælper dig med at:
- Vurdere lønsomheden i den fremtidige drift.
- Skabe et overblik over udviklingen i pengestrømmene (har virksomheden den fornødne likviditet til rådighed).
- Udgør sammen med regnskabet en basis for analyser af afvigelser fra planerne og de forventede resultater.
Som virksomhed vil du typisk skulle udarbejde tre budgetter:
- Etableringsbudget: viser, hvor meget du skal bruge for at kunne starte din virksomhed.
- Driftsbudget: viser virksomhedens planlagte og forventede omsætning med tilhørende omkostninger for budgetperioden.
- Likviditetsbudget: viser om du hver måned har penge nok i kassen til at betale de forventede udgifter.
startHER tjekliste for iværksættere
Ved start af ny virksomhed er der mange opgaver der skal på plads. Derfor har vi udarbejdet en tjekliste, der kan være med til at give dig et godt overblik over planlægningen, og hjælpe dig på vej. Du kan downloade startHER tjeklisten herunder.Få et CVR nummer
Når du vil starte din egen virksomhed, skal du have et CVR-nummer, som er et identifikationsnummer for virksomheder. CVR-nummeret skal bruges, når en virksomhed identificerer sig selv over for myndigheder og private (fx i forbindelse med udstedelse af fakturaer mv.) CVR-nummer er dog frivilligt, hvis din momspligtige omsætning er under 50.000 kr./året.Med et CVR-nummer kan du få:
- Dokumentation for din virksomhed.
- En erhvervskonto i banken.
- En erhvervsforsikring hos dit forsikringsselskab.
- NemID medarbejdersignatur.
Relevante links for iværksættere
Et samlet overblik med, hvad du skal have styr på, når du starter virksomhed
Virksomhedsguidens iværksættertema er primært målrettet personer, der overvejer at starte virksomhed, men det kan også være relevant for den store gruppe af iværksættere, der er i deres tidlige opstart.
Iværksættertemaet vil løbende blive videreudviklet og tilbyder flere digitale ydelser:
- Tjeklisten, der giver overblik over nogle af de væsentligste ting, man bør tage stilling til i sin opstart.
- Interaktive guides, der giver dig gode tips og hjælp til prioritering fra idé til forretningssucces samt valg af virksomhedsform.
- Overblik over tilbud og events om iværksætteri i dit nærområde.
Gratis medlemskab i Haderslev Erhvervsråd
Vi tilbyder også gratis medlemskab af Haderslev Erhvervsråd, det år din virksomhed er etableret. Her får du bl.a. mulighed for at netværke med andre virksomheder og deltage i nogle af vores netværks- og erhvervsarrangementer.