Haderslev Erhvervsråd i nyt sønderjysk partnerskab for at sikre faglært arbejdskraft til fremtiden

UdviklingsRåd Sønderjylland og det sønderjyske erhvervsliv indleder nu et tæt samarbejde med erhvervsskolen EUC Syd, der har afdelinger i alle fire sønderjyske kommuner. Målet er at få flere unge til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse, og dermed sikre fremtidig arbejdskraft til landsdelens virksomheder.

De kommende ti år bliver der færre unge i Sønderjylland i alderen 15-24 år. Samtidig er der udsigt til, at store årgange med en erhvervsfaglig uddannelse går på pension. Det betyder, at manglen på faglært arbejdskraft risikerer at stige mærkbart i Sønderjylland, hvor en stor del af arbejdsstyrken i dag er faglært.

Derfor går UdviklingsRåd Sønderjylland, EUC Syd, de fire sønderjyske erhvervsråd, Dansk Industri, Dansk Erhverv, FH Sønderjylland samt en række store sønderjyske virksomheder nu sammen om at styrke de erhvervsfaglige uddannelser i Sønderjylland.

Partnerne har mandag den 18. august lanceret Partnerskabsaftale Sønderjylland, der frem til 2027 er et forpligtende og ambitiøst samarbejde, der indeholder en række konkrete initiativer til at øge optaget på erhvervsuddannelserne.

”Vi mærker allerede nu manglen på faglært arbejdskraft. Manglen bliver større de kommende år, hvor mange går på pension. Den udvikling skal vi tage alvorligt, og derfor rykker vi sammen om at gøre det endnu mere attraktivt for de sønderjyske unge at tage en erhvervsfaglig uddannelse,” siger formand for UdviklingsRåd Sønderjylland, Jesper Arkil, formand for Arkil Holding A/S.

Det tætte samarbejde mellem det sønderjyske erhvervsliv og EUC Syd skal både styrke fagligheden og stoltheden omkring de erhvervsfaglige uddannelser. Samtidig forpligter virksomhederne sig bl.a. til at sikre lærlingepladser til de unge, og opkvalificere deres ansatte ved at sende dem på efteruddannelse på EUC Syd.

”På EUC Syd arbejder vi målrettet på at styrke vores uddannelser og gøre flere unge interesserede i at tage en erhvervsuddannelse. Den stærke opbakning, og det solide samarbejde med det sønderjyske erhvervsliv, gør nu vores uddannelser endnu mere attraktive, så vi også fremover kan levere kvalificeret arbejdskraft til Sønderjylland,” siger direktør for EUC Syd, Dan Zielke.

Fakta om Partnerskabsaftale Sønderjylland

Bag Partnerskabsaftale Sønderjylland står UdviklingsRåd Sønderjylland, EUC Syd, Haderslev Erhvervsråd, Sønderborg Vækstråd, Tønder Erhvervsråd, Business Aabenraa, Dansk Industri, Dansk Erhverv og en række store virksomheder, bl.a. Hydro, Danfoss, Davidsen, HP Therkelsen, Abena, Arkil, AG Electric, Kjelkvist, ECCO, Eldorado og Ejnar Christiansen. Flere virksomheder inviteres løbende til at tilslutte sig aftalen.

Partnerskabsaftale Sønderjylland løber fra 2025-2027.

Fakta om EUC Syd

Den sønderjyske erhvervsskole EUC Syd har fem afdelinger fordelt i de fire sønderjyske kommuner, Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa. EUC Syd har ca. 1.690 elever på erhvervsuddannelserne – fordelt på ca. 470 elever på grundforløb og ca. 1.220 elever på hovedforløb. EUC Syd er desuden en del af KursusCenter Syd, der udbyder AMU- og efteruddannelseskurser.

Virksomheder der er interesserede i at tilslutte sig Partnerskabsaftale Sønderjylland, kan kontakte chefkonsulent i UdviklingsRåd Sønderjylland, Tina Hansen Petersen på thp@soenderjylland.dk.

AI-genereret indhold

Vi anvender til tider AI-genereret materiale, når vi ønsker at opnå en bestemt visuel stil. Alle sådanne billeder er tydeligt markeret, og eventuelle personer på billederne er altid fiktive og repræsenterer ikke konkrete medlemmer, cases eller virkelige begivenheder.

Vores brug af kunstig intelligens sker med fokus på gennemsigtighed, etik og ansvarlighed og fungerer udelukkende som et supplement til – og ikke en erstatning for – vores øvrige billedmateriale.

Gå aldrig glip af et godt event eller arrangement

Vær altid opdateret på, hvad der sker af interessante erhvervsevents i Haderslev kommune

Nybygger eller tilflytter – Velkommen HER.

Haderslev er muligvis Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Vi er verdensmestre til at hjælpe nye virksomheder og deres medarbejdere godt på plads – hurtigt og hjerteligt.

Få hjælp til de første skridt i dag – kontakt os nu.